For flittig-skole

Nu har jeg søgt ind på forfatterskolen. Jeg vil være en RIGTIG poetfisse. Jeg vil slikke Bukdahl i øret og kramme Blendstrups ben. Jeg vil flirter med enhver journalist fra Information og hvine i iver hvergang en Woetmann er i nærheden (de er trods alt poetverdens Laudrupper). Jeg vil putte endnu mere make-up på til dagligt og trutte endnu kraftigere med mine læber.

Og så vil jeg måske også skrive lidt. Men jeg håber fandme ikke de forventer at jeg kan læse.

Slå tæven ud af dåsen

Det er vel fastelavn. Synes nu vi er igang at vi burde genindføre hekseafbrænding; jeg har et par kandidater.

Denne uge fik jeg en bule af at nyse.

Kære julemand

Jeg ved godt jeg er lidt sent ude. Men jeg vil altså meget, meget gerne have et digitalt kamera. Er det noget du kan gøre noget ved? Du får lån i kager.

Februars lys bor her i mine hænder

Jeg lover. Her i mine hænder bor det. Februars lys. For det meste er det ikke til at se. For tåge og slør og horn og skøre folk på gaden med hovedet i skraldespanden og hånden i buksen. Jeg cyklede i aftes og fulgte nattens folk ud i byen. Når jeg cykler ud i morgen tidlig er de stadig derude, vaklende omkring, vinkende efter taxier og viftende med armene. Og som vanligt vil jeg kigge mig for. Der er mange jeg gerne ville genkende, der på gaden. I nat var det dig jeg ville genkende, men du kunne ikke engang tage din telefon. Måske er du bare ikke nok, for en som jeg. Lad nu se. Jeg tror stadig på mirakler; for jeg har magiske hænder i nat.

Roskilde dreaming on such a winter's day

Sådan planlægger jeg at bruge min sommer. Cirka. Jeg skal golddigge den orange og udviske dage med de pureste morgener. Øl, hash og hornmusik. Og Tool. Tool!

(I dag skar jeg mig ret dybt i fingeren på arbejde, men opdagede det først da jeg havde dryppet blod ud over det hele. Jeg fik tre plastrer på og det blev pustet på. Derfor gjorde det ikke ondt.)

..,-

Børnerim er punk.

Totusindogtoogtyve (tekstuddrag)

Hun kigger op i den mørke nattehimmel over hende. Stjernerne er blevet matte siden reklamerne kom til. Kæmpe rumstationer med lysende logoer. Ingen navne eller slogans, kun logoer. Bill Gates har faktisk købt hele tre: Et Windows symbol, et amerikansk flag og, meget spøgefuldt, et smiley face. Engang imellem bliver nogle skiftet ud, fx. har Starbucks kun fået råd til at se deres grønne logo på universets vrang for ganske nyligt. De udskiftede McDonald's som efterhånden har lukket 70% af deres restauranter. Så måtte Ronald vinke bye-bye.

Kongen over alle, når det kommer til Space Marketing, er månen. Godt nok ses det fulde logo sjældent, men folk holder øje. Tager billeder og elsker på fjerne strande i dens skær. I år har Nike trukket jokeren. Månen er blevet invaderet af et kæmpe flueben.

Der var mange sjove episoder i starten af Space Marketing æraen. Rummet er blevet noget menneske mærket. Ujomfrueligt. Der gik også lidt tid før de fik det til at køre smooth. USA baserede firmaer, fx fastfoodkæder og tøjmærker, dominerer billedet, men også japanske bilmærker og middel-store firmaer, så som LEGO er repræsenteret. Siden man ikke må have skrift som en del af logoet fik de sidstnævnte en enorm legoklods med silhuet i rød.

Teknikken knaser stadig lidt en gang i mellem. Midlertidige blackouts og, fra tid til anden, direkte hacker angreb. For det meste har det frembragt skæve smil og grin for eksempel som da der en hel fuldmånenat hang et kæmpemæssigt rødt hjerte oplyst på månen.

Fotokredit: Nasa

Raseri

I drømmen tæver jeg manden i angsigtet. I butikken bævrer jeg når de knævrer. Med tøven begynder jeg at løbe tilbage i cirkler omkring min navle. Mit indrer rumsterer. Mine tarme græder igen i dag. Min krop den græder, vil favnes, vil tages. I drømme jeg knytter mine næver. I samfundet er jeg en af flere fingrer der knyttes. En hånd der lukkes. Jeg spytter når jeg taler. Min rang udefineres, jeg skal rationaliseres. Ny informeret, på patrulje. Der er noget der brænder. Der er noget som skal slukkes. Er jeg røgen eller ilden? Tanke eller instinkt? Om natten raser aggressionen. Om natten udleves reaktionen, som aldrig får udløb til dagligt. Hverdags passiviteren. TV remote controllen. Jeg stempler ind på arbejde, jeg video kontrolleres. Jeg svinger kortet, på beløbet, og data rasler til databaser. De ved hvad jeg spiser. Hvor meget jeg spiser. De ved hvad jeg drikker, hvad jeg ryger, hvad jeg nyder. Mon jeg er den eneste der ikke kan få det til at gå op? Sidder de og regner på mig, har de fundet svaret på noget? Ved de hvorfor mine lightere bliver ved med at eksplodere for tiden? Jeg kyler ild mod gaden, jeg vælter ind i lampeskærmen. Min krop skælver, alt gør ondt.

I drømme bekæmper jeg kæmper, med hænder som skælver. Snart vågner jeg om dagen. Snart gør jeg noget ved sagen.

Den store åbning

Nu skal det være. Når man rigtig skal være, skal man blogge. Jeg er, altså blogger jeg. Jeg tænker, altså blogger jeg. Når man siger blog på dansk lyder det mest af alt som om man er lige på nippet til at kaste op. Sådan har jeg det også lidt, i dag.

Der er noget jeg ikke forstår.
Hvorfor skal jeg forstå?

Det vigtigeste er vel at man vil.

Åbnings ståhej betyder at jeg i dag vil frigive numre. Her er jeg: 1985, 2000, 174, 39, 62, 3, 2, 1.

Tak.

Stine.

Fotokredit: Thorsten