Han har kun én løgn. Den er overdreven. Unødvendigt lang. Faktisk er den så indlysende løgnagtig at hvis man fik lov at læse den på skrift, ville man bare fnyse irriteret.
Men folk, selv kloge folk, måske især de kloge, romantiske folk, vil gerne tro på ærligheden. Ligesom man gerne vil tro på at romantikere er særlige. Men de fleste jeg har mødt er egentlig ret trivielle.
Om aftenerne folder han sig ud med de kloge folk. Han fortæller dem sin røverhistorie, den eneste løgn han har. Og de tror altid på ham.
Bagefter føler de sig pinligt berørte og griner af deres dumhed.
Det er heldigt for ham. Deres naivitet er hans statusforsikring.