skibsbrud

ironisk nok er vi kæntret

mens vi kun er i til navlen

vi kan åbenbart ikke engang

finde ud af at drukne sammen

der er langt endnu at gå til land

vandet er mudret og tungt

tvinger vores skridt ned i tempo

ventende med armene i vejret

jeg håber du har udholdenhed nok

til at holde mit hjerte oven vande

indtil vi får fast land under fødderne igen

Slud

sneens eventyr er færdigt

nu har slud indtaget byen

stivet til af frost

og tynget af tø

de springer ned fra tagene

i våde hårde bagholdsangreb

på stakkels forbipasserende

glashusene styrter sammen

så vi baldrer ruder

for at lette trykket

men det er allerede for sent

Skadefro

Skaderne flokkes for tiden
fordi de pønser på noget
de har bygget en kæmpe rede et sted
til noget særligt stort og strålende

De har udvalgt sig selve solen
efter megen nøje overvejelse
for de har set hvordan menneskene
jagter dens stråler rundt i parken
når bygninger skygger for den
og når dens vej går ned under horisonten
forsvinder de alle sammen hjem
i takt med at den glider væk igen

Digt

alt det jeg vil gøre ved dig

det er det jeg studser over
stopper op i mine tankespor
og vender mig mod dig
med øjne dybe som natten
formørket og hårde
som jeg er inden i

du har gjort mig helt sat
som rimfrost på træerne
vi blomstrer kun i mørket
stærke og hårde
men alt krakkelerer nu
vi fryser os itu

det er frygt, pixeleret
grynet og skarpt på samme tid
vi er ved vores slutninger
vi er gået til fordærv
som så meget mugnet frugt
gæret og ildelugtende
godt vi er slut nu
jeg kan slet ikke holde stanken ud

Uden titel

Jeg navngiver altid mine digte, men jeg ved ikke med det her.

Det blev skrevet den 19. september 2008 og er en skitse jeg ikke tør røre ved lige nu.

----
Ingen ser mig
her i mellemrummet
sidder jeg med
kolde flanker
(og jeg kan næsten
mærke dig)
(bevæge dig på vej)
stryger hånden/hænderne
gennem håret og
tæller de løse (ender) der
følger med
som strimler af tiden
som allerede er gået
minutterne tager om
hinanden
(og jeg kan nærmest
mærke
at du er på vej)
jeg udvider vægten
af tæpperne
jeg har (gemt mig i/
puttet mig med)
i et forsøg på at
efterligne din tyngde/
dit tyngdepunkt

her er jeg
pakket ned
i det hulrum
der opstod
første gang
jeg lagde mærke til/
huskede/
mærkede at
du forlod mig (igen)
viserne strækker sig
de leger med mig, (gør de(?))
min krop har
allerede tilpasset
sig (til) dig/
er allerede
blevet formet
efter dig

mine bjerge & dine dale
eller var det omvendt?
(det må jeg huske at
huske, når du igen
forlader mig)
det må jeg huske
at spørge dig om
når du er kommet
hele vejen
frem
til mig

Dig

Vi er klæbende
til lagner
i lange bløde baner

Når vi er rodet ind
i hinanden
findes der ingen anden

Jeg er her
med dig

og jeg kan slet ikke
finde på noget andet
at ønske mig

En art betænksomhed

sus og dus
brus og grus
modgang og medgang
fodfolk og spædbarn

tag alle dine billeder
og pak dem nænsomt ind
i avispapir tonet af tiden
med ord som engang
var selve nutiden

fjernsynet kører
lige akkurat
hurtigt nok
til at dæmpe os ned

vi burde ligge i kurve
foret med tæpper
strikket af damer
med rynkede hænder

Vinden

Vinden

Der er den her top
som hun står på
med fødderne plantet
i gruset
det flimrer

Der er noget ved vinden
det virker ikke som om
den er legesyg
vinden er blevet romantiseret
af et fejlfortolkende folk

Den tager hende
med sig den
afviser alle løfter
der nogensinde
er blevet gjort hende

Alle hendes forelskelser
render rundt med andre kvinder
under armene

Vinden er i de skørter
snor sig om benene
hun er i de blonder
hun er med
i vinden

Der er den her top
som hun svæver ud fra
som lange strimler
fra en brandmand
sirlige røde strenge

måske er vinden
dog alligevel
en smule
legesyg

Regnvejrsdigt på en sommerdag

"Vandbytter"
hun går i gummistøvler
som er så store
at hun glider rundt i dem
som et barn der prøver
at gå i fars sko

hun svupper ned ad gaden
i et mønster som udvikler sig
i retning af alle de største
vandpytter

hendes regnfrakke er gul
med hætten oppe om ørerne
hovedet vendt mod
cementen mørk af vand

hun sjasker ned ad gaden
styret af sin fysik

det er automatik
at skyerne løber over
så jorden kan få
vandet sig igen

her krænger himlen over
og hun går stille
midt i det
mens vi venter